Hjemnyheder

Ansvar i en bæredygtig fremtid – TDC NET om at være TNFD-adopter


Interview med Ann Kathrine Kruuse Thomsen, Sustainability Manager hos TDC NET


I takt med stigende krav fra både lovreguleringer og samfundet, bliver virksomheder i højere grad opfordret til at tænke bæredygtighed ind i deres kerneforretning. CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) og TNFD (Taskforce on Nature-related Financial Disclosures) lægger et stærkt fokus på bæredygtighedsrapportering, biodiversitet og naturens betydning for forretningsmodeller. Det er dog kun fem danske virksomheder der har forpligtet sig til TNFD og deres anbefalinger. En af disse virksomheder, er TDC NET.

Ifølge Ann Kathrine Kruuse Thomsen, Sustainability Manager hos TDC NET, er det klart, at bæredygtighed ikke blot er et valg, men en nødvendighed for at sikre virksomheders langsigtede overlevelse.


Enkelthed og tilpasning til eksisterende processer

Ann Kathrine Kruuse Thomsen fremhæver, at nogle af de anbefalinger, der kommer fra TNFD kan implementeres uden meget ekstra arbejde, hvis man i forvejen er i gang. "At følge TNFD anbefalingerne kræver ikke ekstra arbejde, hvis man allerede forbereder sig til CSRD - og har ESRS E4 Biodiversity and eco-systems identificeret som væsentligt emne," forklarer hun. For TDC NET, som allerede arbejder med rapporteringsdirektivet, er det derfor en glidende overgang at integrere nye TNFD-anbefalinger. Bæredygtighed er allerede en integreret del af virksomhedens strategi.


Natur og biodiversitet som nøglen til fremtidig succes

Hos TDC NET mener man, at virksomheder har en vigtig rolle at spille i forhold til at beskytte naturen. "Vi tror på, at hvis alle virksomheder, der ejer eller lejer land, gav 30% af deres areal tilbage til naturen, så ville naturkrisen ikke være så alvorlig, som den er i dag," siger Ann Kathrine Kruuse Thomsen. For TDC NET er det at inkludere land som en KPI (Key Performance Indicator) en naturlig del af at tage ansvar for biodiversitet og fremtidig naturbevarelse, "Beskyttet landareal er en meget håndgribelig KPI. Naturen har brug for mere plads for at regenerere, så jo flere kvadratmeter vi kan give tilbage til naturen, jo bedre," tilføjer hun.


Langsigtet tænkning og fremtidige generationer

Med over 140 års historie inden for teleinfrastruktur har TDC NET et langsigtet perspektiv på deres ansvar for miljøet. "Vi har bygget teleinfrastruktur i over 140 år og vi vil gerne forbinde Danmark i 140 år mere, så vi har et ansvar for at gå forrest og vise vejen for fremtidige generationer," forklarer Ann Kathrine Kruuse Thomsen. Denne langsigtede tilgang indebærer ikke blot en forpligtelse over for nuværende kunder, men også for kommende generationer. Hun understreger også virksomhedens ansvar i forhold til klimakrisen, "Vi har en forpligtelse til at hjælpe med at løse den klimakrise og naturkrise, som finder sted lige nu.”


For TDC NET handler det ikke kun om at overholde lovgivningen, men også om at være på forkant med fremtidige love og beslutninger, ”det er godt at være på forkant, rent regulatorisk," siger Ann Kathrine Kruuse Thomsen, og understreger, at det giver virksomheden en strategisk fordel at være proaktive, så det ikke er helt nyt og ressourcekrævende at implementere nye lovkrav.


Udfordringer ved at tilslutte sig frivillige initiativer

Selvom TDC NET allerede har integreret TNFD og andre bæredygtighedsinitiativer, erkender Ann Kathrine Kruuse Thomsen, at der stadig er udfordringer for mange virksomheder, når det kommer til at tilslutte sig frivillige initiativer. "Jeg tror det handler om, at virksomheder der ikke allerede arbejder med CSRD og biodiversitet synes TNFD anbefalingerne er uoverskuelige. Men man skal huske det er anbefalinger - og rapporteringen ikke behøver være perfekt første år," påpeger hun. Hun fortæller også, at de mange rapporteringskrav og begrænsede ressourcer kan gøre det svært for virksomheder at prioritere frivillige initiativer også.

"Der er mange rapporteringskrav, og ressourcer er en stopklods, når det handler om at vælge frivillige initiativer til fremfor lovmæssige krav," tilføjer hun og understreger, hvor vigtigt det er at gøre bæredygtighedsprocesserne mere overskuelige for virksomheder i alle størrelser.


Hvor søger TDC NET viden om TNFD?

Når det kommer til at tilegne sig viden om TNFD, har TDC NET gjort nogle forskellige ting, "Vi har for eksempel deltaget i webinarer hos Global Compact, men også søgt information på TNFDs hjemmeside," fortæller Ann Kathrine Kruuse Thomsen.


Vil du også gerne være TNFD-adopter i din virksomhed?

Hvis du også gerne vil i gang med at implementere TNFD-anbefalinger i din virksomhed, vil vi gerne hjælpe. Hos UN Global Compact Network Denmark har vi, i samarbejde med Finans Danmark, oprettet en nordisk konsultationsgruppe der omhandler de anbefalinger TNFD har udarbejdet. Gruppen vil facilitere vidensdeling og erfaringer blandt virksomheder og finansielle institutioner, der ønsker at arbejde strategisk og risiko-baseret med natur og biodiversitet – og ønsker at lære mere om det globale arbejde under TNFD.


Konsultationsgruppen er på engelsk og direkte støttet- og anerkendt af TNFD.


Læs mere her

Global Compact Logo
Information om dataopbevaring

For at vores hjemmeside kan fungere ordentligt og give dig den bedste oplevelse, bruger vi essentielle dataopbevaringsmekanismer, herunder Local Storage og IndexedDB. Vi bruger ikke cookies.

Accepter essentielle cookies