Når ansvar og ambition går hånd i hånd opstår nye forretningsmuligheder. SMV’er kan styrke deres position gennem dokumenteret bæredygtighed.
Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder har taget bæredygtighedsdagsordenen til sig. Der ansættes ESG-medarbejdere, udarbejdes strategier og investeres i at sætte et mere positivt aftryk på vores klode. Og dette arbejde er langt mere end symbolpolitisk handling – det er også god forretning, mener Dennis Dress, CEO i dbramante1928.
SMV’er har mulighed for at tage markedsandele alene ved at gøre tingene ordentligt, lyder det selvsikkert.
Dennis Dress og virksomheden har nemlig oplevet, hvordan en strategisk tilgang til bæredygtighed kan skabe reel forretningsværdi – særligt i en tid, hvor både forbrugere og store virksomheder stiller højere krav til ansvarlighed og dokumentation.
I takt med at ESG-rapportering bliver en del af flere virksomheders hverdag, vokser behovet for leverandører, der kan dokumentere deres bæredygtighedsarbejde. Den udvikling er ifølge Dennis Dress en gylden mulighed for små og mellemstore virksomheder, da de ofte kan tilpasse sig markedsudviklinger hurtigere end de store aktører.
Hvis dit produkt ligner konkurrenternes, kan du stå markant stærkere i markedet, hvis du kan dokumentere ansvarlige valg i værdikæden, forklarer han.