Hjemnyheder

Når verden ryster, skal værdikæden kunne stå

Af UN Global Compact Network Denmark
19.03.2026, kl. 11.45


Tre centrale pointer fra dagen: 


  • Robusthed i værdikæder er blevet et konkurrenceparameter, ikke kun et compliancekrav. 


  • ESG skal ind i de strategiske beslutninger, ikke behandles som et sideprojekt. 


  • Geopolitiske spændinger påvirker globale værdikæder og kræver strategisk omstillingsparathed. 



Fire år efter invasionen af Ukraine – i en tid med hårde toldsatser fra USA – er verdensøkonomien præget af forskydninger, spændinger og hastige politiske forandringer. Det satte scenen for en samtale om værdikæder i en usikker tid, arrangeret af UN Global Compact Netværk Danmark og Danske Bank for et par uger siden. Ikke som en dramatisk kulisse, men som en nøgtern konstatering: Verden er i forandring, og det stiller nye krav til den måde, virksomheder arbejder med ansvar, risici og relationer på tværs af værdikæder. 


Det var udgangspunktet for samtalen ved vores event Værdikæder i Forandring der foregik i Aarhus Teater. Rammen var ikke valgt tilfældigt. Allan Aagaard, administrerende direktør i Aarhus Teater, bød velkommen og gav et indblik i, hvordan også kulturinstitutioner arbejder med bæredygtighed i praksis – både socialt og miljømæssigt i teatrets produktioner. Det er ikke altid enkelt, fortalte han, men erfaringen er klar: Selv små ændringer kan gøre en mærkbar forskel. 


Når geopolitiske konflikter, handelsbarrierer og nye reguleringer ændrer spillereglerne, bliver det afgørende at have styr på sin ESG-indsats – ikke mindst i de led af værdikæden, der ligger uden for egne landegrænser. Robusthed er ikke længere et abstrakt begreb. Det er et konkurrenceparameter. 



Robusthed begynder i værdikæden 


Søren Kvorning, CEO i Kamstrup A/S, lagde ud med at beskrive den forandrede og uforudsigelige virkelighed, hans virksomhed navigerer i. Hans bud på handling og løsninger kan koges ned til fire ord: Modstandsdygtighed, fleksibilitet, effektivitet og bæredygtighed. 


“Når man bliver presset udefra, tvinger det en til at skabe innovation indefra.” 


Især pointen om modstandsdygtighed, resiliens, blev hængende i rummet. De seneste års globale forandringer har ikke bare udfordret forsyningskæder; de har testet virksomhedernes fundament. I dag bliver virksomheder ikke kun målt på resultater, men også på deres evne til at stå fast, når omgivelserne ryster. Det kræver, at man kender – og tager ansvar for – hele sin værdikæde. 


Hos Kamstrup er data blevet et konkret redskab i arbejdet med at styrke både effektivitet og beslutningskraft. Data indsamles ikke kun for at leve op til rapporteringskrav, men bruges aktivt til at udvikle forretningen. Samtidig bliver det stadig vigtigere at tænke værdikæden strategisk: at producere tættere på kunderne, re-designe processer og skabe smartere, mere robuste værdikæder. 


Midt i geopolitisk uro står én pointe tilbage: ESG er ikke et projekt, man kan sætte på pause. Tværtimod er arbejdet med ansvarlige værdikæder netop det, der gør virksomheder mere robuste. 


Det kan blive dyrt at vente 


Den erfaring genkender man også fra finanssektoren. I rådgivningen fra Danske Bank tegner der sig et tydeligt billede: Omkring en tredjedel af de virksomheder, banken arbejder med, har i dag ESG som et centralt fokus i deres forretning. Bæredygtighed er med andre ord rykket ind i maskinrummet – dér hvor strategi, risikostyring og forretningsudvikling mødes. 


Christina Burgos Nittegaard, Head of Sustainability Advisory i Danske Bank, satte udviklingen i perspektiv med afsæt i World Economic Forums seneste analyser. Her er budskabet klart: Det kan blive langt dyrere at vente med at handle end at begynde omstillingen i tide. ESG handler derfor ikke kun om at leve op til krav, men om at forstå de risici og muligheder, der opstår i værdikæderne. 


Netop her bliver innovation afgørende. Når virksomheder udvikler nye løsninger, der både styrker robustheden i værdikæden og imødekommer stigende forventninger fra kunder og investorer, bliver bæredygtighed ikke bare en forpligtelse – men en drivkraft for forretningens udvikling.

 

En verden i konstant beredskab 


Fokus på værdikæderne blev yderligere nuanceret af Lina Gandløse Hansen, direktør for Udenrigsministeriets Trade Council. 


“Vi er i en virkelighed, hvor vi rykker fra krise til krise.” 


Det er ikke længere undtagelsen. Det er grundvilkåret. I dag måles virksomheder på, hvordan de navigerer i kriserne – strategisk, ansvarligt og langsigtet. 


“Jeg tror på, at vores evne til at navigere i dette gør os mere konkurrencedygtige.” 


Fra myndighedsperspektiv betyder det også en bredere orientering. Mindre ensidig afhængighed. Mere fokus på at kunne manøvrere i standarder og internationale rammer. Værdikæden er ikke kun et spørgsmål om indkøb og leverancer. Det er et handelspolitisk og strategisk landskab, som konstant forandrer sig. 


ESG skal ind i beslutningsrummet 


Peter Lonnebjerg, administrerende direktør i Bent Brandt A/S, pegede på noget helt grundlæggende: 


“ESG-ansvaret skal helt op i toppen af organisationen. Bæredygtighed skal ind dér, hvor de afgørende beslutninger træffes – i strategien, i forhandlingsrummet og i de daglige prioriteringer på linje med pris og kvalitet.” 


Det kræver ledelsesmæssig disciplin. Når bæredygtighed bliver en naturlig del af beslutningerne, begynder den også at forme værdikæden i praksis. 

Johnny Haugaard Skov, viceadministrerende direktør i Welcon A/S, fulgte op med en klar opfordring: 


“Stop ikke arbejdet. Sæt ikke tempoet ned – heller ikke når modvinden tiltager.” 


Kravene til ansvarlige værdikæder og lovgivning herom forsvinder ikke. De vender tilbage, ofte stærkere end før. De virksomheder, der fortsætter arbejdet, også i de perioder, hvor det er mest krævende, vil stå stærkere. Ikke mindst i konkurrencen om offentlige udbud, hvor bæredygtighed i stigende grad bliver en afgørende parameter. 


Kompleksiteten i værdikæderne er ikke blevet mindre. Tværtimod. Men erkendelsen er klar: Robuste værdikæder opstår ikke af sig selv. De skabes gennem lederskab, data, relationer – og gennem modet til at navigere ansvarligt i en verden i konstant forandring. 


Verden ryster. Netop derfor skal værdikæden kunne stå. 


Tak til jer, der driver forandringen 


Medlemmerne af det danske netværk af virksomheder og organisationer, der har tilsluttet sig UN Global Compact og arbejder principbaseret med bæredygtighed, arbejder hver dag på at forene forretning med ansvar. Tak til jer, der gennem jeres beslutninger, jeres samarbejde og jeres vedholdenhed fremmer den bæredygtige omstilling og bevægelsen mod en grønnere, mere retfærdig og mere robust fremtid. 

Global Compact Logo
Information om dataopbevaring

For at vores hjemmeside kan fungere ordentligt og give dig den bedste oplevelse, bruger vi essentielle dataopbevaringsmekanismer, herunder Local Storage og IndexedDB. Vi bruger ikke cookies.

Accepter essentielle cookies