Hjemnyheder

Ny bestyrelse i Danmarks største netværk for bæredygtig udvikling

Af SARA BRUN NIELSEN
07.09.2023, kl. 11.34

Global Compact DK bestyrelse

UN Global Compact Network Denmark har fået en ny bestyrelse til generalforsamlingen den 25. april 2023. Udover at byde fem nyvalgte bestyrelsesmedlemmer velkommen, skiftede organisationen også officielt navn for at understrege sin tilknytning til FN.Fem nyvalgte og et genvalgt bestyrelsesmedlem blev i dag stemt ind i UN Global Compact Network Denmarks bestyrelse. De i alt 12 bestyrelsesmedlemmer skal sammen varetage netværkets strategiske beslutninger for de danske virksomheder og organisationer, der har forpligtet sig til at fremme ansvarlige forretningspraksisser og bæredygtig udvikling gennem deres tilslutning til FN’s Global Compact.

Generalforsamlingen fandt sted i Industriens Hus, hvor Dansk Industri (DI) var vært.

”Det er lidt specielt at stå i denne sal til generalforsamlingen i dag. Det er nemlig her vi stod for fem år siden til Global Compact Network Denmarks stiftende generalforsamling,” fortæller Sara Krüger Falk, direktør for UN Global Compact Network Denmark.

Marie Gad, Chef for Global udvikling og bæredygtighed hos DI, bød de fremmødte velkommen.


Marie Gad, chef for gloabl udvikling og bæredygtighed hos DI

”Der er rigtig mange krav, der rammer os i den kommende tid. Det bliver lidt bøvlet, men jeg vil gerne sige; Tillykke til jer. I er godt på vej, fordi I allerede er tilsluttet Global Compact. I er de frontløbere, der er allerbedst klædt på til at leve op til de EU-krav, der kommer i 2024.”

En officiel del af FN-familien

Udover valget af bestyrelsesmedlemmer, var også en navneændring på programmet. Det var netop behovet for et stærkt forankret samarbejde mellem FN og den private sektor, der for 23 år siden førte til lanceringen af FN’s Global Compact. I dag er det danske netværk er et af 70 lokale søsternetværk, som arbejder for at gøre det muligt for virksomheder og organisationer at leve op til deres forpligtelser inden for bæredygtighedsområdet.

Derfor er det vigtigt for bestyrelsen og netværket, at koblingen til FN også fremgår tydeligt af navnet. Det skete i dag, da samtlige stemmeberettigede stemte for tilføjelsen af ’UN’ til Global Compact Network Denmark.


Sara Krüger UN Global Compact

”For os i det danske sekretariat er det en kæmpe stolthed, at vi må kalde os UN Global Compact Network Denmark. Det har krævet blod, sved og tårer,” siger Sara Krüger Falk og uddyber:

”Helt nøjagtigt er der tale om en række kvalitetsstandarder hos FN, som vi er blevet dygtige nok til at leve op. Vi er derfor en officiel del af FN-familien.”

Stærkere tilbud klæder medlemmer på til nye lovkrav

Fra 2024 kan danske virksomheder og datterselskaber se frem til nye krav om ikke-finansiel rapportering, det såkaldte ESRS. Det kan medlemmer af UN Global Compact Network Denmark allerede nu forberede sig på.

”En ting er helt sikkert. Det er, at det bliver svært,” siger Sara Krüger Falk.

”Vi får masser af nye og gamle udfordringer, vi skal forholde os til. Hos Global Compact vil vi skabe frirum for den dialog og for den tvivl, der også kan opstå, når man sidder og vurderer og regner på sin egen impact på omverden.”


GCDK ny bestyrelse

Den nye rapporteringsramme, Communication on Progress (CoP), vil således kunne guide medlemmer i deres rapportering om samfundsansvar og bæredygtighed.

Lene Bjørn Serpa, bestyrelsesforperson for UN Global Compact Network Denmark og Head of Sustainability Engagement and Reporting hos A.P. Møller – Mærsk, opfordrer medlemmerne til at se Global Compacts CoP som et værktøj til at lave en selvevaluering:

”Brug det som et værktøj til at finde ud af, hvor der er forberedningsmuligheder i virksomheden, og brug netværket til række ud til andre for at arbejde sammen, skaffe data og skabe transparens.”


Lene Bjørn Serpa værktøjer i ESG arbejde

Inden sommerferien vil UN Global Compact Network Denmark lancere en ny og fokuseret hjemmeside, der tillader medlemmer at tilgå programmer, arrangementer og netværksgrupper inden for en række ESG-emner ud fra deres erfarings- og kendskabsniveau. Derved bliver det både muligt at nørde klimaregnskaber og samtidig påbegynde sit arbejde med at sikre menneskerettigheder i værdikæden – alt afhængig af, hvor hvert medlem er på rejsen.

Den nye bestyrelse

Endeligt blev den nye bestyrelse præsenteret. Se listen af gen- og nyvalgte bestyrelsesmedlemmer herunder:

SMV’er

  • Isabelle Broddén, Klappir Nordic (nyvalgt)
  • Sven Beyersdorff, Nordic Sustainability (genvalgt)

Virksomheder i alle størrelser:

  • Mette Bredkjær, Solar A/S (nyvalgt)
  • Kirsten Mariager, COWI (nyvalgt)
  • Tenna Skov Thorsted, Carlsberg (nyvalgt)

Organisationer:

  • Asbjørn Overgaard Christiansen, Copenhagen Capacity (nyvalgt)

De tilslutter sig de nuværende medlemmer af bestyrelsen:

  • Lene Bjørn Serpa, A.P. Møller – Mærsk
  • Marie Gad, Dansk Industri – DI
  • Cathrine Bloch Veiberg, Institut for Menneskerettigheder
  • Malene Thiele, Nilfisk A/S
  • Jess Fleischer, Son of a Tailor ApS
  • Ida Krabek, Ørsted A/S



Nye bestyrelse i UN Global Compact Network Danmark, Sara Krüger Falk

Det danske Global Compact-netværk har desuden en observatørpost, som Ole Lund Hansen, Chief, Global Operations hos FN’s Global Compact, besidder.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for en toårig periode og mødes fire gange årligt, hvor de er med til at sætte den strategiske linje for Global Compact Network Denmark. Vi ser frem til det kommende år med den nye bestyrelse, som vil sætte sit eget præg på udviklingen af samfundsansvar i dansk erhvervsliv. Samtidig må vi sige farvel og stort tak for arbejdet til de afgående medlemmer:

  • Jan Bybjerg Pedersen, Schoeller Plast
  • Tina Larsen, PWC
  • Louise Askær-Hune, STARK Group
  • Torben E. Hoffmann Rosenstock, Danmarks Restauranter & Cafeer – DRC
  • Jacob Bruun, Vækstfonden



Næstforperson Jan Bybjerg Pedersen direktør i Schoeller Plast

På generalforsamlingen førte Marianne Granhøj fra Kromann Reumert an som dirigent, og økonomichef hos DI, Steffen Egebjerg, gennemgik årsregnskabet for 2022, mens direktør Sara Krüger Falk gennemgik budget for 2023.

Bestyrelsen vil konstituere sig med en forperson og en ny næstforperson til første bestyrelsesmøde i juni måned.


Marianne Granhøj fra Kromann Reumert i r
Steffen Egebjerg økonomichef hos DI
Kristian Koktvedegaard EU-lovkraf (ESRS) og Global Compact positionering
Dansk Industri lokaler til generalforsamling i Industriens hus
Global Compact Logo
Information om dataopbevaring

For at vores hjemmeside kan fungere ordentligt og give dig den bedste oplevelse, bruger vi essentielle dataopbevaringsmekanismer, herunder Local Storage og IndexedDB. Vi bruger ikke cookies.

Accepter essentielle cookies