Den længe ventede Net-Zero 2.0 standard fra Science Based Target initiative adskiller sig på afgørende punkter fra sin forgænger. Især scope tre-emissioner har fået særligt fokus i opdateringen.
Hvis din virksomhed er klimaambitiøs, kan du ikke komme uden om den nye Net-Zero standard fra verdens førende organisation for klimastandardisering af virksomheder, Science Based Target initiative (SBTi).
Tidligere på måneden lancerede organisationen deres Net-Zero version 2.0, en opdatering af den verdensomspændende standard for virksomheders klimamål, som flere end 2.500 virksomheder verden over benytter til at sætte klimamål.
2.0 versionen er blevet til efter tre års intenst arbejde, fortæller SBTis European engagement manager, Oliver Orlik, der gæstede Industriens Hus for at fortælle om den nye standard. Den helt store forskel fra den tidligere version er, at version 2.0 nu går fra ambition til handling, fortæller han.
”Hovedfokus i den nye standard er, hvordan vi kan hjælpe virksomheder med at handle og med at forholde sig til de konkrete betingelser, de skal operere under, hvis de vil reducere deres drivhusgasudledninger i både scope 1, 2, og 3”.