I samarbejde med flere nordiske søsternetværk lancerer UN Global Compact Network Denmark et nyt ambitiøst læringsprogram med fokus på anti-diskrimination
English version below
Hvordan sikrer vi, at ligestilling ikke blot forbliver ord, men bliver til reel forandring?
Med afsæt i et stærkt nordisk udgangspunkt lancerer UN Global Compact Network Denmark nu Nordic Programme on Non-Discrimination sammen med søsternetværkene i Finland, Island og Sverige. Programmet skal støtte virksomheder i konkret at styrke arbejdet med at sikre fair og lige muligheder for alle på tværs af arbejdspladsen, værdikæden og samfundet.
Vi ønsker at skabe et fælles og trygt rum, hvor nordiske virksomheder kan styrke deres mod og gå fra hensigt til handling. Det drejer sig ikke blot om ambitioner, men om at stå fast på grundlæggende rettigheder og bekæmpe diskrimination i en tid, hvor er nødvendigt at holde fokus,
siger Silke Sønderstrup-Granquist, Head of Human Rights & Social Sustainability i UN Global Compact Network Denmark.
Nordisk afsæt i en global kontekst
De nordiske lande ligger højt på ligestillingsindekser og er kendetegnet ved velfungerende velfærdssamfund og et stærkt fokus på rettigheder og inklusion. Samtidig står verden over for stigende tilbageskridt på menneskerettighedsområdet. Virksomheder møder i den forbindelse voksende forventninger om dokumenteret handling fra medarbejdere, investorer og øvrige interessenter.
Det er ikke blot en grundlæggende menneskerettighed at blive beskyttet mod diskrimination, det er også god forretning. Inklusion styrker arbejdskulturen, fremmer innovation og gør virksomheder bedre rustet til at tiltrække og fastholde talent.
Fra intention til handling
Nordic Programme on Non-Discrimination er et digitalt læringsforløb, som over fem sessioner kombinerer ekspertviden, peer learning og individuelt arbejde. Programmet hjælper virksomheder med at identificere og vurdere risici, prioritere handling og forankre arbejdet i hele organisationen fra arbejdsplads til leverandørkæde og det omgivende samfund.
Programmet indeholder
- Ekspertledede sessioner med fokus på praksis og strategi
- Læringsfællesskab på tværs af nordiske virksomheder
- Værktøjer til risikovurdering og målsætning
- Støtte til at opbygge intern opbakning og eksternt omdømme
- Programmet afvikles online og foregår på engelsk
Programmet, der kommer til at foregå på engelsk, er målrettet virksomheders fagpersoner inden for social bæredygtighed, menneskerettigheder, DEI (Diversity, Equity and Inclusion), HR og lignende områder. Det er åbent for deltagere i UN Global Compacts netværk i Danmark, Finland, Island og Sverige. Hver virksomhed kan stille med op til to deltagere. Alumner fra Target Gender Equality Accelerator er også velkomne.
Mange virksomheder har gode intentioner, men savner redskaberne til at omsætte dem til konkret handling. Det er netop det, vi adresserer med dette program med fokus på nordiske styrkepositioner og globale forpligtelser,
siger Silke Sønderstrup-Granquist.
Tilmeld jer her og bliv en del af programmet.
Ønsker du vide mere om programmet, så tilmeld jer vores informationswebinar, der afholdes den 21. maj fra kl. 11.30 til 12.15.
Tilmeldingen sker via dette link.