Netværket UN Global Compact Denmark har valgt sin nye bestyrelse. Forperson Morten Enggaard Rasmussen kalder arbejdet med bæredygtighed og ansvarlige forretningspraksisser for ”hardcore business”.
Danmarks største netværk for ansvarlige forretningspraksisser og bæredygtig udvikling har fået ny bestyrelse.
To nyvalgte og tre genvalgte medlemmer blev i dag stemt ind og skal i det kommende år sætte den strategiske retning for UN Global Compact Network Denmark.
Forperson Morten Enggaard Rasmussen ser sammen med resten af bestyrelsen frem til arbejdet med at styrke netværkets indsats for de mere end 600 danske virksomheder og organisationer, der har tilsluttet sig.
”Vi har kun én planet. Den og dens indbyggere skal vi værne om og passe på. Det er for mig virkelig værd at kæmpe for,” siger Morten Enggaard Rasmussen.
Vejen til resiliens og vækst
Men selvom ønsket om en bedre verden er en stor drivkraft, handler arbejdet med ESG ud fra FN’s ’Ti principper for ansvarlig virksomhedsadfærd’ om langt mere end blot ’doing good’.
Det er virksomheders vej til resiliens og vækst i en omskiftelig og usikker tid, pointerer Morten Enggaard Rasmussen.
”At være en ansvarlig virksomhed styrker din forretningsmodel, din modstandskraft samt din tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere. Det er ikke blot en compliance-øvelse. For mig er det hardcore business.”
Morten Enggaard Rasmussen kalder UN Global Compact Network Denmark et unikt netværk, fordi dets godt 600 danske medlemmer er en del af et internationalt fællesskab og derfor kan trække på viden og erfaringer fra hele verden.
”Hos UN Global Compact Network Denmark kan du få sparring og inspiration til at styrke dine arbejdsprocesser og din forretningsmodel. I et lokalt dansk netværk men med et globalt perspektiv.”