Kvinder i ledelsen styrker bundlinjen og løfter virksomheders samfundsansvar og bæredygtighedsstrategier.
“Hvilket igen fører til reduktion af CO2-udledninger, bedre arbejdstagerforhold og færre tilfælde af hvidvask, insiderhandel og uetisk adfærd.”
Det fortæller Sara Krüger Falk, direktør for Global Compact Network Denmark, fra talerstolen på Kvindernes Internationale Kampdag. Global Compact Network Denmark ringede med børsklokkerne i ligestillingens navn sammen med Nasdaq-chef Carsten Borring, UN Women og årets gæstetaler Pernille Sandberg Bech, founder og CEO af Goodtalks.
Men hårde tal er ikke alt. Der er brug for et opgør med debatten, så der bliver plads til at tale om, hvilket samfund vi ønsker os – og ikke blot, hvad der kan svare sig. For det kan svare sig. Det viser talrige undersøgelser, fortæller Sara Krüger Falk:
“Jeg har arbejdet længe med bæredygtighed og samfundsansvar og ledt efter analyser, der dokumenterede, at det gavner bundlinjen at være bæredygtig. Resultatet er klokkeklart – bæredygtige investeringer betaler sig på den lange sigt, og jeg har fundet talrige beviser. Jeg fandt dog også ud af, at det også giver profit at investere i porno, våben og tobak. Så lad os tage en snak om, hvor vi vil hen, hvilken type virksomheder vi ønsker, og hvordan vi når de mål.”
Men med hastigheden i dag vil det tage 257 år at få økonomisk ligestilling mellem kønnene, viser en rapport fra WEF. Det svarer til 2.252.862 timer. Timer, vi ikke har råd til, hverken økonomisk eller socialt.
“Der er sket meget de sidste 100 år, men vi kan også blive enige om, at der ikke er sket nok” siger Sara Krüger Falk.
Hun bakkes op af Carsten Borring fra Nasdaq:
“Denne rejse for ligestilling mellem kønnene er bare så vigtig for det danske erhvervsliv. Vi er nødt til at gøre det bedre, end vi gør i dag. Kvinder udgør kun 19 procent i de danske bestyrelser, og der er kun ét ord for det – det er simpelthen for ringe.”
Fremtidens ledere vil ikke lede på nutidens vilkår
I år har Global Compact Network Denmark inviteret Goodtalks CEO, Pernille Sandberg Bech, til at være gæstetaler. Goodtalks arbejder for flere kvinder i ledelse og bestyrelser. Og ifølge Pernille Sandberg Bech er der forandring at mærke, når det kommer til kvinder i ledelse.
”For tre år siden diskuterede vi, om det kunne svare sig at have kvinder i ledelse. Når vi sætter os omkring bordet i dag, så oplever vi, at de fleste spørger ’hvordan gør vi?’. Det er fuldstændig som med klimaforandringerne. Vi behøver ikke længere argumentere for, at de findes. Nu siger vi: Hvordan løser vi dem?”
Pernille Sandberg Bech lægger op til et paradigmeskift i måden, vi måler arbejdsindsats.
“Måler vi kun på hårde fakta eller også på dem, der skaber relationer, løfter og samler? I stedet for kun at måle på timer, kan vi så måle på bidrag? Ledernes sidste undersøgelse fra 2020 viser, at unge talenter ikke gider ledelse, som ledelse ser ud i dag. Det drejer sig om både mænd og kvinder.”
Hun understreger, at diversitet ikke handler om, at det er synd for nogen. Og det handler ikke kun om kvinder.
”I Danmark misser vi ud på innovationskraft, hvis vi ikke snart gør en forskel. Det er bevist, at mangfoldighed giver bedre bundlinje. Det er meget enkelt og ret banalt. 85 procent af alle købsbeslutninger i Norden er taget af kvinder. Så hvorfor sidder der ikke flere kvinder i bestyrelser? De må være de bedste repræsentanter for kunderne.”
Fra forpligtelse til handling
Det er tid til at rykke ligestillingsdagsordenen fra forpligtelse til konkret handling. For selvom 68 procent af virksomheder har forpligtet sig til at fremme ligestilling på højeste ledelsesniveau, har under 30 procent sat konkrete og målbare mål for det.
Derfor lancerer Global Compact Network Denmark i foråret et nyt program, Target Gender Equality.
”Som navnet indikerer, understøtter programmet virksomheder i at sætte konkrete mål og målsætninger for inddragelse af kvinder,” siger Sara Krüger Falk.
”Derudover vil deltagerne blive rustet til at håndtere barrierer for at inkludere kvinder. Det indebærer blandt andet at udfordre stereotyper, også dem vi ikke selv er bevidste om, vi har.”
Programmet er allerede rullet ud i 20 andre United Nations Global Compact-netværk.
”I Global Compact Network Denmark ser vi et stærkt potentiale for, at Target Gender Equality kan have en stor indvirkning på den danske ligestillingsdagsorden, og vi ser frem til at engagere virksomheder, den offentlige forvaltning, og civilsamfundet i programmet.”
Target Gender Equality bliver lanceret i foråret, men du kan allerede nu læse mere om programmet på UN Global Compacts hjemmeside her.
Se hele eventet her.
https://www.youtube.com/watch?v=TLBPuYmC73A