Humanitær krise i Ukraine: Ny guide til virksomheder

af | 4. mar 2022

Det militære angreb på Ukraine har forårsaget en voksende humanitær krise. En krise, der risikerer at blive den største af sin slags i Europa siden 2. verdenskrig. Nu er FN’s Global Compact og FN’s Humanitære Koordingeringskontor klar med en guide til virksomheder.

Ud over at yde nødhjælp til vores kolleger i Ukraine, har FN’s Global Compact i samarbejde med FN’s Humanitære Koordingeringskontor (OCHA) lavet en guide med konkrete tiltag, som skal ruste virksomheder til at agere og reagere hurtigst muligt – og på bedste vis – på Ukraines humanitære krise.

Guiden støtter op om FN’s tremåneders ’flash-appel’ – et værktøj til at strukturere en koordineret humanitær indsats i de første måneder af en nødsituation. I forbindelse med annonceringen af flash-appellen sagde FN’s generalsekretær, António Guterres, således:

”Ledere skal skabe fred. Civile skal beskyttes. International humanitær lov og love om menneskerettigheder skal overholdes. Når jeg ser fremad, vil jeg fortsætte med at gøre alt, hvad der står i min magt, for at bidrage til en øjeblikkeligt standsning af fjendtlighederne og med de presserende forhandlinger om fred. Folk i Ukraine har desperat brug for fred. Og folk over hele verden kræver det.”

Flash-appellen skal koordinere indsatsen for mennesker i Ukraine og for en regional responsplan for ukrainske flygtninge i omkringliggende lande under ledelse af FN’s flygtningehøjkommissær (UNHCR).

Virksomheder kan gøre en forskel lige nu

Hos Global Compact Network Denmark støtter vi Ukraine og vores kolleger i Global Compact Network Ukraine. Vores direktør, Sara Krüger Falk, appellerer til, at vi alle overvejer, hvordan vi bedst støtter vores medborgere i verden:

”Vi har brug for at stå sammen og arbejde for mere forståelse, medfølelse og fred – mere end nogensinde før. Virksomheder kan spille en afgørende rolle, og jeg er imponeret over al den støtte, jeg allerede ser fra dansk erhvervsliv.”

FN’s Global Compact betragter finansielle bidrag til velansete hjælpeorganisationer som en af de mest effektive former for reaktion i humanitære nødsituationer. Den private sektor kan dog også støtte ved at bidrage med produkter og services, advokere for fred og udvikle innovative løsninger til at imødekomme behovene hos dem, der er berørt af konflikten.

Hent guiden her

Se vores webinar for virksomheder (på engelsk)