I dag ringede børsklokkerne i ligestillingens tegn

af | 8. mar 2019

Der var stopfyldt på den københavnske fondsbørs, Nasdaq, i morges da Global Compact Network Denmark ringede handlen i gang med børsklokken i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. ”Ring the Bell for Gender Equality” hed arrangementet, og formålet var at sætte fokus på manglen på kvinder i lederstillinger og i bestyrelser samt vigtigheden af ESG (virksomheders arbejde med ansvarlighed) fra investorernes synspunkt.

For selvom den private sektor i stigende omfang anerkender, at ligestilling betyder en større talentmasse, øget produktivitet og kreativitet, samt en stærkere bundlinje, er fremgangen stadig langsom.

Bestyrelsesformand i Global Compact Network Denmark, Annemarie Meisling, uddyber:

“Fremtidsforskere vurderer, at det på globalt plan vil tage 108 år at udligne uligheden mellem kønnene. Derfor har vi en stor opgave foran os. Vi skal blandt andet sikre en god kønsbalance i topledelse og bestyrelser, og det kan vi kun gøre i fællesskab. Det er en af grundene til at vi har etableret et dansk Global Compact netværk, som er en del af verdens største bæredygtighedsinitiativ for virksomheder.”

Ud over Annemarie Meisling bød morgenen også oplæg af Carsten Borring, Head of Listings & Capital Markets, Nasdaq Copenhagen, Tom Jacobsgaard, CEO for Bestyrelsesforeningen, Louise Fredbo, Bestyrelsesmedlem i Kvindeøkonomien, samt Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

Også Ministeren havde et klart budskab til investorerne:

“Undersøgelser viser, at der er penge i ligestilling, og både mænd og kvinder vil vinde på det … Vi har brug for, at alle talenter kommer i spil, både i ledelse og i investering, for det bidrager til vækst og velstand.”

Annemarie Meisling, Bestyrelsesformand i Global Compact Network Denmark samt Director for Sustainability i Chr. Hansen og Eva Kjer Hansen, Ligestillingsminister.

Over 70 børsklokker for ligestilling over hele verden

Det er ikke kun i København, at børsklokkerne har en anden klang i dag. Ring the Bell-kampagnen er nemlig et globalt initiativ af FN’s Global Compact, og i 79 byer ringes handlen således i gang i dag i ligestillingens tegn. Det er 14 flere end sidste år, hvor klokkerne også ringede på Fondsbørsen i København. Kampagnen støtter op om Verdensmål 5, ’ligestilling mellem kønnene’, og fokuserer overordnet på at skabe opmærksomhed omkring mulighederne for, hvordan den private sektor kan fremme ligestilling og bæredygtig udvikling.

Og der er håb forude, hvis man spørger Annemarie Meisling:

”Jeg tror at investorerne bliver fremtidens helte, også på ligestillingsområdet. Hvis de fortsætter med at ringe med klokken – ikke kun i dag, men også resten af året i bestyrelseslokalerne og i deres samtaler med topledelsen – er jeg sikker på, at vi når i mål langt hurtigere.”

Den globale Ring the Bell for Gender Equality-kampagne er arrangeret af FN’s Global Compact i samarbejde med Sustainable Stock Exchanges Initiative, UN Women, IFC, Women in ETFs og World Federation of Exchanges.