Lyt til de unge eller gå glip af god arbejdskraft

af | 10. dec 2019

Hvad vil det sige at have et job med mening? Hvad skal der til for at man føler, at man bidrager til et større hele? Og hvordan kan virksomheder skabe en vision, som deres medarbejdere også kan identificere sig med?

Det er nogle af de spørgsmål, Global Compact Network Denmark i samarbejde med Tuborgfondet undersøger med kampagnen Impact Stories. I løbet af november og december deler vi fire videoer fra fire vidt forskellige virksomheder – AiayuCarlsbergMP Pension og LM Wind Power – som hver har formået at skabe en vision og strategi, der giver mening for forretningen, for samfundet og for medarbejderne.

Se herunder, hvordan Charlotte Sølling skaber mening gennem sit job som ESG Manager i MP Pension. Charlotte er ligeledes vinder af titlen som årets danske SDG Pioneer 2019

https://youtu.be/oPt3PrMRmFk

Faldende tillid til erhvervslivet blandt millennials

Videoerne i Impact Stories har et særligt fokus på den yngre generation, og hvordan unge medarbejdere finder mening i det arbejde de laver til dagligt. Vi undersøger blandt andet, hvorfor det er vigtigt for dem at bidrage positivt til samfundet gennem deres arbejde og hvilke veje de har taget.

De yngre generationer stiller nemlig generelt set større krav til deres nuværende og kommende arbejdsgivere end tidligere. I Deloittes årlige Global Millennial Survey kan man blandt andet læse, at millennials’ (personer født mellem 1983 og 1994) tillid til virksomheder er dykket i løbet af bare få år.

Sidste års undersøgelse viste, at 61 procent af millennials mener, at erhvervslivet har en positiv indvirkning på samfundet. I år er det tal faldet til 55 procent. Over tre fjerdedele mener desuden, at virksomheder fokuserer på deres egen dagsorden fremfor samfundets. Kun 16 procent mener, at virksomheder forbedrer samfundet væsentligt.

(The Deloitte Global Millennial Survey 2019, figur 4)

I disse tider er det måske ikke en overraskelse, at næsten en tredjedel af millennials mener, at klimaforandringerne er én af de mest alvorlige globale udfordringer. Mere overraskende er det måske, at kun 12 procent mener, at virksomheder er med til at forbedre/beskytte miljøet væsentligt.

Tallene er udtryk for en global utilfredshed med erhvervslivet blandt de unge, som ikke tyder på at forsvinde foreløbigt.  

Virksomhedsledere skal lytte til deres kommende arbejdskraft

Det er naturligvis ikke kun virksomheders samfundsansvar, der har indflydelse på de unges karrierevalg. Tallet på den månedlige lønseddel har også stor betydning for, hvilken arbejdsplads de unge vælger. Derudover er der nogle betragtelige globale udsving i undersøgelsen, og den markante utilfredshed til erhvervslivet er derfor ikke nødvendigvis retvisende for Danmarks millennials.

Alligevel viser undersøgelsen et behov for, at virksomhedsledere – I Danmark såvel som i udlandet – i højere grad lytter til millennials-generationen, som ifølge EY i løbet af få år kommer til at udgøre over to tredjedele af den globale arbejdskraft. Det er simpelthen økonomisk uforsvarligt og risikabelt som arbejdsgiver at vende det døve øre til, når verdens yngre generationer kræver, at virksomheder i højere tager ansvar for de samfund, de er en del af.

I Impact Stories-kampagnen får man indblik i nogle af de danske virksomheder, som lytter til deres unge, og nogle af de unge, som skaber positiv forandring gennem deres karrierer.

Se alle videoerne via kampagnesiden.

Har du brug for tips til, hvordan din virksomhed kan tiltrække unge talenter ved at bygge en mere bæredygtig profil? Se nærmere på vores idékatalog.

Læs også mere om, hvordan vi klæder unge mennesker på til at forretningsudvikle med verdensmålene gennem vores udviklings- og innovationsprogram Young SDG Innovators Programme.