Rapportering på bæredygtighed skaber stor værdi for virksomheders kerneforretning, men virksomheder møder fortsat udfordringer, når de arbejder med rapportering. Flere medlemmer af Global Compact Network Denmark peger på behovet for sammenlignelighed og et fælles sprog for rapportering på bæredygtighed.
Rapportering på bæredygtighed er virksomhedernes bedste middel til at accelerere og kommunikere deres bæredygtighedsindsats, men særligt mangel på sammenlignelige og pålidelig bæredygtighedsdata udfordrer rapporteringsarbejdet hos virksomhederne. Vi har talt med tre medlemsvirksomheder, som er blandt de ti SMV’er, der har udmærket sig til SMV COP-listen 2022. Her er deres bud på, hvordan de håndterer udfordringer med bæredygtighedsrapportering.

Sara Krüger Falk, direktør for Global Compact Network Denmark, og Birgitte Mogensen, formand for Udvalget for Samfundsansvar og Bæredygtighed i FSR – danske revisorer var værter til dette års SMV COP.
”En af de største udfordringer er, at der lige nu ikke eksisterer et ensartet datagrundlag, som gør, at læserne kan sammenligne på tværs af brancher, sektor og virksomhedsstørrelse,” siger Jens Munch Holst, CEO for Akademiker Pension.
Af den grund kan det også være svært for virksomheder at udvælge de mest relevante KPI’er, definere og finde relevant data og så vide, hvordan man bedst behandler den data. Det oplever de blandt andre hos Uhrenholt.
”Det bevæger sig helt klart i den rigtige retning, men det er nogle gange ubetrådt land. Derfor har vi flere gange stået i en situation, hvor vi har måttet prøve os frem og gøre, hvad vi mente var den bedste løsning med den viden, som vi havde,” fortæller Malene Kjær, Vice President, Global Marketing hos Uhrenholt.
Kompleksitet kalder på struktur
Når virksomhederne rapporterer om bæredygtighed, oplever de, at det skaber stor værdi for investorer, kunder og andre interessenter. Men det bliver samtidig mere komplekst at rapportere på bæredygtighed i takt med stigende lovkrav og en holitstisk forståelse af bæredygtighedsbegrebet.
”Noget data er helt klart lettere at komme til end andet,” siger Malene Kjær og uddyber:
”Scope 1 og 2 er vi efterhånden relativt trygge ved, men når det kommer til scope 3, bliver det hurtigt langt sværere. Men jeg ved fra de virksomheder, som vi taler med, at den følelse står vi bestemt ikke alene med.”
Og kompleksiteten kalder på struktur, mener Susanne Søndahl Wolff, Director of Communications & CSR hos e-Boks:
”Vi har oplevet at kompleksiteten i forhold til rapportering er vokset. Derfor har det været helt afgørende, at vi har kunnet læne os op ad en god struktur for rapporteringsarbejdet, som vi har formået at bygge op gennem de seneste år.”
Ny rapporteringsramme skal sikre transparens, kvalitet og sammenlignelighed
Fra 2023 implementerer FN’s Global Compact en ny rapporteringsramme, som skal hjælpe Global Compact-virksomheder med netop at sikre sammenlignelighed, gennemsigtighed og et fælles sprog for bæredygtighed i deres årlige Communication on Progress (CoP). Flere medlemmer har allerede taget lignende tiltag i brug for at imødekomme udfordringer med rapportering.

Malene Kjær (tv) får overrakt e-Boks’ diplom til SMV COP 2022 af Ida Krabek, Senior Director, Head of Global Sustainability, Ørsted.
”Bæredygtighedsarbejdet bliver naturligt mere og mere datadrevet, og derfor har vi som det første investeret i et system, så vi får vores data samlet et sted og ikke mindst struktureret og dokumenteret, så vi er klar til de regler, som rammer os fra 2024,” fortæller Malene Kjær.
Den nye rapporteringsramme skal hjælpe Global Compact-virksomheder med at operationalisere og sikre fremdrift på arbejdet med de Ti Principper og verdensmålene på en mere struktureret måde. Og det er der behov for, mener Jens Munch Holst:
”Sammen med andre store spillere arbejder vi for at sikre en standardmodel for valide data om bæredygtighed.”
Akademiker Pension, Uhrenholt og e-Boks har sammen med seks andre virksomheder udmærket sig til at komme på SMV COP-listen 2022, som udgør de bedste danske bæredygtighedsrapporter i SMV-segmentet. I år er fjerde år i træk, hvor Global Compact Network Denmark og FSR – danske revisorer har fremhævet de bedste bæredygtighedsrapporter i dette segment til begivenheden SMV COP 2022.
På baggrund af SMV COP-listen har Global Compact Network Denmark og FSR – danske revisorer udarbejdet en publikation, som tjener som inspiration til arbejdet med bæredygtighedsrapportering.
Hent SMV COP 2022-publikationen her.