Vi søger en dygtig netværksassistent/sekretær

af | 2. okt 2020

Global Compact Network Denmark (GCDK) søger en fuldtidsansat som kan have den daglige kontakt med medlemmerne samt bistå med den daglige administration og drift af netværket i tæt samarbejde med vores direktør.

Som ansat i GCDK får du et helt unikt indblik i bæredygtighedsagendaen i Danmark. Du vil komme tæt på alle de danske virksomheder og organisationer, der arbejder med bæredygtighed, herunder innovation, menneskerettigheder, miljø og anti-korruption. Samtidig vil du komme helt ind i maskineriet bag verdens største bæredygtighedsinitiativ FN’s Global Compact og få indblik i, hvordan bæredygtighedsagendaen udfolder sig i praksis i Danmark. Vores kontor er placeret på Vesterbrogade 1C lige ved Rådhuspladsen.

Dine opgaver vil bestå i følgende:

  • Medlemskontakt og daglig dialog med medlemsvirksomheder og -organisationer
  • Generel assistance til direktøren herunder forberedelse til møder og kalenderstyring
  • Ansvar for administrative opgaver herunder forsikringer, abonnementer, registrering af ferie og sygdom mv.
  • Ansvar for fakturering af vores medlemmer i tæt samarbejde med vores eksterne økonomiassistance. Herunder dialog med regnskabsafdelinger og registrering af nye medlemmer.
  • Være tovholder på UN Global Compacts store satsning for virksomheder ’SDG Ambition’ i tæt samarbejde med vores indholdspartnere
  • Ansvar for at holde sig orienteret i Global Compacts internationale aktiviteter på de globale onlineplatforme.
  • Ansvar for organisering af informationer i vores nye CRM-system (Salesforce)

Det afgørende er, at du:

  • Er serviceorienteret og finder dig hjemme i dialogen med medlemmer og eksterne partnere
  • Har en relevant uddannelse og erfaring med administration i en mindre organisation/virksomhed.
  • Er struktureret og kan overholde deadlines
  • Kan holde overblik i en organisation, hvor tingene til tider går stærkt.
  • Er netværksorienteret og har lyst til at arbejde med bæredygtighed i virksomheder
  • Er dygtig til at formulere dig skriftligt både på dansk og engelsk

Stillingen er ideelt 37 timer om ugen med start hurtigst muligt. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte direktør i GCDK, Sara Krüger Falk på sara@globalcompact.dk eller ringe til os i sekretariatet på 88 61 82 00.

Send din ansøgning til info@globalcompact.dk inden ansøgningsfristen den 22. oktober 2020. Vi vurderer løbende indsendte ansøgninger og afholder løbende samtaler. Indsend derfor venligst din ansøgning hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.

De bedste hilsener
GCDK Sekretariatet

 

Global Compact Network Denmark (GCDK) er det lokale netværk for danske virksomheder og organisationer, der har forpligtet sig til at arbejde med ansvarlighed og bæredygtighed efter principperne i FN’s Global Compact. Med afsæt i Global Compacts ti principper og FN’s verdensmål arbejder vi for at inspirere og facilitere danske virksomheders arbejde med social ansvarlighed og bæredygtighed som værdiskabende for både forretningen og samfundet. GCDK sekretariatet består af 8 ansatte, der arbejder for vores mere end 400 medlemsvirksomheder og –organisationer.